Hvad skal en salgsfaktura i Danmark indeholde?
Når du sælger en vare eller en ydelse som dansk virksomhed, skal du udstede en fuld salgsfaktura, en forenklet faktura eller en kassebon. I denne blog gennemgår vi, hvad en salgsfaktura i Danmark skal indeholde i 2026, og hvornår de forskellige typer skal bruges.
Når du sælger en vare eller en ydelse i Danmark, skal du udstede korrekt dokumentation i overensstemmelse med momsloven og bogføringsloven. Men hvad skal en salgsfaktura i Danmark indeholde, og hvornår er en forenklet faktura eller en kassebon nok?
Book et gratis møde på 30 minutter
Ingen binding – vælg her et tidspunkt der passer dig
Afhængigt af salgets karakter skal du udstede enten:
- en fuld salgsfaktura
- en forenklet salgsfaktura
- eller en kassebon (kvittering).
En fuld salgsfaktura
Du skal udstede en fuld salgsfaktura i følgende situationer:
- Når du sælger til en momsregistreret virksomhed i Danmark, og den enkelte leverance overstiger 3.000 kr. inklusive moms.
- Når en momsregistreret kunde beder om en fuld faktura, uanset beløbets størrelse.
- Når du leverer ydelser til en privat forbruger for 5.000 kr. eller derover.
- Når du leverer ydelser til en privat forbruger, som er omfattet af servicefradraget (håndværkerfradraget), uanset beløbet.
- Når du sælger til virksomheder i andre EU-lande uden dansk moms, og når du sælger varer som fjernsalg til private i andre EU-lande uden at bruge OSS-ordningen.
Beløbsgrænserne gælder for den enkelte leverance og ikke samlet pr. kunde over en periode.
Hvad skal en fuld salgsfaktura indeholde?
- sælgers firmanavn, adresse og CVR-nummer
- købers firmanavn eller navn samt adresse
- købers momsnummer, når du sælger til en momsregistreret virksomhed i et andet EU-land
- et unikt, fortløbende fakturanummer
- fakturadato
- leveringsdato, hvis den er forskellig fra fakturadatoen
- mængden og arten af de leverede varer eller omfanget og arten af de leverede ydelser
- pris pr. enhed eksklusive moms
- eventuelle rabatter, bonus eller prisnedslag
- samlet beløb eksklusive moms (afgiftsgrundlaget)
- den anvendte momssats, eksempelvis 25 %
- momsbeløb
- samlet beløb inklusive moms
- teksten “omvendt betalingspligt” eller “momsfritaget”, hvis der ikke beregnes dansk moms.
Fakturaen skal være korrekt og fyldestgørende, da manglende oplysninger kan betyde, at kunden mister retten til momsfradrag.
Skal du lægge moms på, når du sælger til virksomheder i EU?
Når du sælger varer eller ydelser til en momsregistreret virksomhed i et andet EU-land, skal du altid udstede en fuld salgsfaktura.
Fakturaen skal indeholde kundens gyldige momsnummer samt dit eget CVR-/momsnummer.
Ved salg af ydelser, hvor kunden skal afregne momsen i sit eget land, fakturerer du uden dansk moms, og fakturaen skal tydeligt angive “omvendt betalingspligt” eller “reverse charge”.
Ved salg af varer, der sendes til en virksomhed i et andet EU-land, fakturerer du også uden dansk moms. Her skal fakturaen angive, at leverancen er momsfritaget, eksempelvis med teksten “momsfritaget” eller “zero-rated”.
Det er dit ansvar at kontrollere, at kundens momsnummer er gyldigt på leveringstidspunktet.
Du kan kontrollere momsnummeret i EU’s VIES-system her
Dokumentationen for kontrollen skal gemmes som en del af dit regnskabsmateriale.
Hvis momsnummeret ikke er gyldigt, kan du selv komme til at hæfte for den danske moms.
Salget skal indberettes som “EU-salg uden moms” (tidligere kaldet listeindberetning) i TastSelv Erhverv.
Indberetningen er en specifikation af det beløb, du har angivet i rubrik B på momsangivelsen. Fristen er den 25. i måneden efter perioden, fx den 25. januar 2027 for både december 2026 og 4. kvartal 2026.
Indberetningen sker som udgangspunkt månedligt. Du kan skifte til kvartalsvis indberetning i TastSelv Erhverv, hvis du kun sælger ydelser, eller hvis dit salg af varer til kunder i andre EU-lande er under 400.000 kr. i det aktuelle kvartal og i hvert af de fire foregående kvartaler.
I modsætning til den almindelige momsangivelse er der ikke krav om nulindberetning. Har du ikke haft salg til andre EU-lande i en periode, skal du ikke indberette noget for den periode.
Du kan læse mere hos Skattestyrelsen her: Moms ved salg af varer og ydelser i EU
Skal du lægge moms på, når du sælger til virksomheder uden for EU?
Ved salg af varer til lande uden for EU (eksport) fakturerer du som udgangspunkt uden dansk moms, hvis varen fysisk udføres af EU, og du kan dokumentere udførslen.
Ved salg af ydelser til virksomheder uden for EU er hovedreglen, at leveringsstedet er kundens hjemland, og at der derfor ikke skal opkræves dansk moms.
Der findes dog undtagelser.
Visse ydelser beskattes i Danmark, uanset hvor kunden er etableret. Det gælder eksempelvis ydelser vedrørende fast ejendom i Danmark, personbefordring, adgang til arrangementer og restaurationsydelser.
Omvendt kan du i nogle tilfælde fakturere uden dansk moms, selv om kunden er dansk. Det gælder blandt andet rådgivning, reklameydelser, overdragelse af rettigheder og udlejning af løsøre, hvis ydelsen faktisk benyttes eller udnyttes uden for EU. Et eksempel er et dansk reklamebureau, der laver en kampagne for en dansk kunde, som skal markedsføre et produkt i USA.
Vurderingen skal altid foretages konkret, da forkert momshåndtering kan føre til efteropkrævning.
Skal du lægge moms på, når du sælger til privatpersoner i EU?
Ved fjernsalg af varer og ved salg af telekommunikations-, radio- og tv-ydelser samt elektroniske ydelser til privatpersoner i andre EU-lande gælder særlige regler.
Hvis dit samlede årlige salg af disse varer og ydelser til private i andre EU-lande overstiger 10.000 euro eksklusive moms, skal du opkræve moms i kundens land.
Hvis salget er under 10.000 euro eksklusive moms, skal du som udgangspunkt opkræve dansk moms, men du kan vælge at opkræve moms i kundens land.
Hvis du skal afregne moms i kundens land, kan du bruge EU’s One Stop Shop-ordning (OSS), så du indberetter og betaler den udenlandske moms samlet via Skattestyrelsen i Danmark. OSS-momsen indberettes og betales kvartalsvis senest den sidste dag i måneden efter kvartalet, fx den 31. januar 2027 for 4. kvartal 2026. Bruger du ikke OSS ved fjernsalg, skal du udstede en fuld salgsfaktura.
Du kan læse mere her i vores engelske blog om: OSS-ordningen her
Korrekt håndtering af EU-salg er afgørende, da fejl kan medføre momsansvar i flere lande.

En forenklet salgsfaktura
En forenklet salgsfaktura kan bruges i følgende situationer:
- Når den enkelte leverance højst udgør 3.000 kr. inklusive moms.
- Når din virksomhed udelukkende eller overvejende sælger til private forbrugere. Her skal du som udgangspunkt udstede en forenklet faktura, uanset beløbet, men en momsregistreret kunde kan altid bede om en fuld faktura.
Leverer du ydelser til private for 5.000 kr. eller derover, eller ydelser omfattet af servicefradraget, skal du dog altid udstede en fuld salgsfaktura.
Hvad skal en forenklet salgsfaktura indeholde?
- fakturadato
- et fortløbende fakturanummer
- sælgers CVR-nummer, firmanavn og adresse
- mængden og arten af de leverede varer eller omfanget og arten af de leverede ydelser
- det samlede beløb og momsbeløbet, eller de oplysninger der skal til for at beregne momsen.
Det sidste kan du opfylde ved at skrive, at momsen udgør 20 % af det samlede beløb. Når momssatsen er 25 % af beløbet eksklusive moms, svarer det nemlig til 20 % af beløbet inklusive moms.
Den forenklede faktura må kun bruges, hvis betingelserne er opfyldt. Ellers skal du udstede en fuld salgsfaktura.

Kassebon (kvittering)
Hvis du udelukkende eller overvejende sælger til private og bruger et kassesystem (POS), kan du udlevere en kassebon i stedet for en forenklet faktura.
Det gælder typisk i detailhandel og restauration.
Hvad skal en kassebon indeholde?
- sælgers firmanavn eller CVR-nummer
- dato
- mængden og arten af det solgte
- det samlede beløb og momsbeløbet, eller oplysning om, at momsen udgør 20 % af det samlede beløb.
En kassebon behøver i modsætning til en forenklet faktura ikke et fortløbende nummer.
Detailvirksomheder skal kun opbevare kassestrimler og kopier af kasseboner i 1 år fra underskrivelsen af årsregnskabet. De daglige sumtotaler for salget skal dog fortsat indgå i bogføringen.
Hvis det ikke er teknisk muligt at udstede en kassebon, skal du ved salg til private over 1.000 kr. udstede en forenklet faktura.
Digitalt kasseapparat
Vær opmærksom på, at virksomheder i visse brancher i Danmark har pligt til at bruge et digitalt kasseapparat (digitalt salgsregistreringssystem).
Pligten gælder for følgende brancher:
- caféer, værtshuse, diskoteker m.v.
- pizzeriaer, grillbarer, isbarer m.v.
- købmænd og døgnkiosker
- restauranter.
Systemet skal opfylde de tekniske krav i momsbekendtgørelsen. Det skal blandt andet føre en elektronisk journal, der signeres digitalt med et OCES-certifikat, kunne danne en fil i SAF-T-format og koble kort- og mobilbetalinger automatisk til systemet. Det må ikke være muligt at tilføje, ændre eller slette registreringer.
Manglende overholdelse kan medføre bøder og skærpet kontrol fra Skattestyrelsen.
Du kan læse mere om reglerne her
Opbevaring af salgsfakturaer og krav om digital bogføring
Efter bogføringsloven skal dine salgsfakturaer og øvrige regnskabsmateriale opbevares i 5 år fra udgangen af det regnskabsår, som materialet vedrører.
Er din virksomhed omfattet af kravet om digital bogføring, skal salgsfakturaer og salgskreditnotaer desuden gemmes digitalt i bogføringssystemet i den version, de oprindeligt blev sendt til kunden i.
Kravet om digital bogføring gælder virksomheder, der skal aflægge årsrapport. Fra 1. januar 2026 gælder det også virksomheder uden regnskabspligt, fx enkeltmandsvirksomheder, hvis nettoomsætningen har oversteget 300.000 kr. i to på hinanden følgende indkomstår.
Digitale bogføringssystemer skal blandt andet understøtte automatisk afsendelse og modtagelse af e-fakturaer. Bemærk, at en PDF-faktura ikke er en e-faktura. En e-faktura skal være i et struktureret format, som modtagerens system kan læse automatisk, fx OIOUBL eller Peppol BIS.
ViDA (direktiv (EU) 2025/516) og fremtidig fakturering i Danmark
Direktiv (EU) 2025/516, også kaldet ViDA (VAT in the Digital Age), markerer en grundlæggende ændring af EU’s momssystem.
Direktivet indfører gradvist obligatorisk elektronisk fakturering og digital momsrapportering i hele EU.
Fra 1. juli 2030 bliver struktureret e-fakturering og digital indberetning som udgangspunkt et krav ved grænseoverskridende B2B-handel inden for EU.
PDF-fakturaer og papirfakturaer vil derfor ikke længere være nok ved disse transaktioner.
Medlemsstaterne har samtidig fået mulighed for at indføre tilsvarende krav ved indenlandsk handel.
I Danmark gennemføres ViDA gradvist. Et lovforslag, der blev sendt i høring i august 2026, lægger op til, at de første dele af direktivet indføres i momsloven fra 1. januar 2027.
Reglerne om e-fakturering og digital rapportering skal være gennemført i dansk ret senest 30. juni 2030 og gælde fra 1. juli 2030. Der forventes også et dansk krav om e-fakturering ved indenlandsk B2B-handel, men den endelige model og tidsplan er endnu ikke fastlagt.
Virksomheder bør allerede nu sikre, at deres økonomisystem kan håndtere strukturerede elektroniske fakturaer og fremtidig digital momsrapportering.
Det handler ikke kun om compliance, men også om at være teknisk og administrativt klar til næste fase af den digitale momsadministration i EU.
Er du i tvivl om, hvad din faktura skal indeholde, eller om du skal lægge moms på? Book herunder et uforpligtende møde, så kigger vi på det sammen.
Book et gratis introduktionsmøde
(Denne blog blev opdateret: 4.11.2026)
FAQ
Hvad skal en fuld salgsfaktura indeholde?
Den skal indeholde fakturadato, et fortløbende fakturanummer, sælgers CVR-nummer, navn og adresse på både sælger og køber, mængde og art af det leverede, leveringsdato hvis den er en anden end fakturadatoen, pris pr. enhed og samlet beløb ekskl. moms, momssats og momsbeløb.
Hvornår kan jeg bruge en forenklet faktura?
Når den enkelte leverance højst udgør 3.000 kr. inkl. moms. Sælger din virksomhed overvejende til private, skal du som udgangspunkt udstede en forenklet faktura uanset beløbet.
Hvornår skal jeg udstede en fuld faktura til en privatkunde?
Når du leverer ydelser til en privat forbruger for 5.000 kr. eller derover, eller når ydelsen er omfattet af servicefradraget. Det gælder også, når en momsregistreret kunde beder om en fuld faktura.
Hvad skal en forenklet faktura indeholde?
Fakturadato, fortløbende nummer, sælgers CVR-nummer, navn og adresse, mængde og art af det leverede samt det samlede beløb og momsbeløbet. I stedet for momsbeløbet kan du skrive, at momsen udgør 20 % af det samlede beløb.
Hvad er forskellen på en kassebon og en forenklet faktura?
En kassebon udstedes fra et kassesystem og kræver ikke et fortløbende nummer. Du kan også nøjes med enten firmanavn eller CVR-nummer.
Hvad skal der stå på en faktura til en virksomhed i et andet EU-land?
Kundens gyldige momsnummer og dit eget CVR-/momsnummer. Ved ydelser skal der stå “omvendt betalingspligt” eller “reverse charge”, og ved varer skal der stå, at leverancen er momsfritaget.
Hvornår skal EU-salg uden moms indberettes?
Senest den 25. i måneden efter perioden, fx den 25. januar 2027 for december 2026. Har du ikke haft EU-salg i en periode, skal du ikke indberette noget.
Hvilke virksomheder skal bruge et digitalt kasseapparat?
Caféer, værtshuse, diskoteker, pizzeriaer, grillbarer, isbarer, købmænd, døgnkiosker og restauranter.
Hvor længe skal jeg gemme mine salgsfakturaer?
I 5 år fra udgangen af det regnskabsår, de vedrører. Detailvirksomheder skal dog kun gemme kassestrimler og kopier af kasseboner i 1 år fra underskrivelsen af årsregnskabet. Er du omfattet af kravet om digital bogføring, skal salgsfakturaer gemmes digitalt i bogføringssystemet. Fra 1. januar 2026 gælder kravet også for virksomheder uden regnskabspligt med en nettoomsætning over 300.000 kr. i to år i træk.
Hvad betyder ViDA for min fakturering?
ViDA er EU’s nye momsregler. Fra 1. juli 2030 bliver struktureret e-fakturering et krav ved B2B-handel mellem EU-lande, og en PDF-faktura vil derfor ikke længere være nok. I Danmark lægger et lovforslag op til, at de første dele af ViDA indføres fra 1. januar 2027.


