Når du har en enkeltmandsvirksomhed eller et I/S i Danmark, så skal du betale skat af dit overskud.

Det danske skattesystem er progressivt. Det betyder at din skat stiger, i takt med at du tjener flere penge. De fleste af os betaler 40-50% i skat. Mens andre betaler mindre eller mere, alt afhængig af indkomst og andre forhold. Hvis du har et underskud, f.eks. i en opstartsfase, så skal du ikke betale skat.

Du kan benytte et underskud i din virksomhed, til at nedbringe din skat i et lønnet arbejde et andet sted.

For at kunne beregne din skat, så skal vi bruge et estimat fra dig over dit forventede overskud i det kommende kalenderår. Du skal bare tage og fratrække dine forventede udgifter fra dit forventede salg (alle beløb skal være uden moms).

Vi ændrer så din forskudsopgørelse på Skat Borger og sender din nye forskudsopgørelse til dig. Skatterne af dit overskud kalder man B-skat. Skatter på et lønnet arbejde kalder man A-skat. Du betaler derfor B-skat af din virksomheds indtjening. Skatterne af dit overskud skal betales over 10 rater. Enten automatisk via BetalingsService på din netbank, eller manuelt ved at bestille girokort på Skat Borger.

De 10 B-skatterater skal betales d. 20 i hver kalendermåned – månederne juni og december er undtaget for skat. Dette betyder ikke, at du slipper for at betale skat, men blot at de øvrige 10 rater er det højere. Hvis dit forventede resultat ændrer sig i årets løb, f.eks. hvis du får flere kunder eller mister kunder, så kan vi altid ændre skatten igen. Vi skal bare have besked fra dig, hvis dit overskud ændrer sig i forhold til tidligere estimat.

Hvis du ikke ændrer dine B-skatterater, så skal du måske have skat tilbage eller betale restskat, når året er slut. Det er selvfølgelig altid dejligt at få penge tilbage i skat, særlig før en ferie, men det betyder også at du har haft taget disse penge ud af din likviditet i virksomheden, penge som måske kunne have været brugt til at skabe mere vækst.

En restskat er altid irriterende – så det bedste råd er at lave et godt estimat i starten af året, og så ændre dette hvis din situation ændrer sig. Vi tager 350-500 kr. + moms for at ændre dine B-skatterater. Man kalder det også at ændre din forskudsopgørelse elller en forskudsregistrering. Lyt gerne til vores podcast her eller kontakt os for at få hjælp.